Direktør for Bomidtvest: Frustrerende at politikerne ikke reagerer

Flere kommuner i Midt- og Vestjylland har givet udtryk for en generel bekymring for almene boliger i området. Allerede i 2012 blev by-, bolig-, og landdistriktsminister Carsten Hansen (S) gjort opmærksom på problemet. To år efter venter man stadig på en reaktion.

IMG_2908

Kommunerne i Midt- og Vestjylland er bekymret for de mange tomme almenboliger. Beboer i de små byer flytter, og det kan blive et problem for kommunerne såvel som boligforeningerne. Foto: Martin Tordrup Jensen

 

Af Martin Tordrup Jensen, 30. september 2014

I en årrække har det været et problem for de mindre byer i udkantsdanmark, at beboerne i stigene grad søger mod de større byer. Færre beboere i de små byer er ikke en hjælpende faktor i forhold til at lokke nye folk til. Det er også et grundlæggende problem for de boligorganisationer, der administrer de almene boliger.

Boligerne er oftest opdelt i tre forskellige typer af boliger. Det er ungdomsboliger, familieboliger og ældreboliger. Kommunerne støtter opførelsen af boligerne og har dermed disponeringsret over ca. hver fjerde bolig.

Bomidtvest er en af de største boligselskaber i regionen, der netop bygger, administrerer og udlejer almene boliger. Direktør for Boligmidtvest, Per Dyr Jensen, mener, det er bekymrende, at politikerne ignorerer problemet. Skriverier om en forestående konkurs for firmaet skyder han dog i jorden.

Den umiddelbare fremtid bekymrer ikke
”Bomidtvest er ikke ved at gå konkurs. Vi har nogle mindre afdelinger i de helt små byer rundt om i regionen, som er presset på grund af de mange tomme huse. Forsætter udviklingen, så vil det betyde, at nogle af disse afdelinger vil lukke, men det betyder ikke, at hele firmaet lukker,” siger han.

”Lige nu er det omkring 65 ud af 3600 boliger, der står tomme, så det er ikke så stor en andel. Problemet er, at hvis tendensen fortsætter, og politikerne fortsætter med at ignorere det, så bliver det et enormt problem for os og kommunerne. Det kan koste dem millioner,” siger Per Dyr Jensen.

Selv efter adskillige møder med borgmestre og et opråb til by-, bolig-, og landdistriktsminister  Carsten Hansen (S), så er der stadig ikke kommet en reaktion fra politikernes side. Per Dyr Jensen håber, at der kommer et udspil fra ministeren, og at der ikke går to år før det sker.