Leder: Vesterhav og luft er ikke for alle

Jeg synes ikke Udkantsdanmark må dø, jeg ville dog aldrig kunne bo her. Er det egoistisk?

Af Anna Bernsen Jakobsen, 30. september 2014

Det er mit første besøg i Ringkøbing, og i skrivende stund har jeg opholdt mig i byen i mindre end 24 timer. Alligevel ved jeg allerede, at jeg aldrig ville kunne bo her.

Jeg vil gerne lige slå fast, at jeg intet har imod Ringkøbing, for den virker som en virkelig hyggelig by. Tryg at vokse op i og god at bosætte sig i, når man er gået på pension. Så hvorfor ville jeg ikke kunne bo her i mere end nogle dage?

Ringkøbing ligger bogstavelig talt i udkanten af Danmark. Helt derude hvor de grønne bakker bliver til Vesterhavet, og lokalavisen skriver om døde sæler. Og det er her, det egentlige problem ligger. Ringkøbing ligger simpelthen for langt væk fra alt. Fra familien, fra vennerne og fra alle de muligheder en storby tilbyder. Og med mindre jeg planlægger en karriere inden for lokaljournalistik, ligger Ringkøbing også for langt væk fra en potentiel arbejdsplads.

Det synes jeg er ærgerligt. For Danmarks udkanter må ikke dø. Der er brug for mindre byer og velfungerende lokalsamfund, hvor dem der ikke er til storby og travlhed, kan bo og trives. Vi kan trods alt ikke alle sammen bo i Danmarks største byer.

Siden industrialiseringen i 1800-tallet, har der været en støt vandring fra land til by. Den udvikling vil nok ikke vende foreløbig. Alligevel håber jeg at det igen bliver moderne at bo på landet. Danmarks største byer er nærmest overbefolkede, og det er stort set umuligt at finde et billigt sted at bo. Jeg kommer ikke til at gå forrest, i kampen om få folk til at flytte tilbage til landet – og ja, det er måske en smule egoistisk – men jeg håber, at der er andre, der vil.