Børnehaver digitaliserer kontakt med forældre

Børnehaver og vuggestuer i Ringkøbing-Skjern har haft et år til at forberede sig på en omfattende digitalisering af kommunikationen mellem pædagoger og forældre. I dag, den 1. oktober er der deadline for aktiveringen af det nye system minInstitution.

IMG_2916

Digitaliseringen af kontakten mellem daginstitutionerne og forældrene træder officielt i kraft i dag, den 1. oktober. Her demonstrerer Mette Ludvigsen, hvordan det nye system fungerer. Foto: Martin Tordrup Jensen

Af Martin Tordrup Jensen,  1. oktober 2014

Det fungerer ved, at forældrene selv skal checke deres børn ind og ud af institutionen. Det sker på en brugervenlig touchskærm, hvor det er hurtigt og nemt at finde frem til det enkelte barn og med et enkelt tryk at checke barnet ind om morgenen eller ud om eftermiddagen.

Systemet giver samtidig forældrene mulighed for at logge på hjemmefra med NemID og give informationer til institutioner om sygdom, lus eller andet. Det betyder, at pædagogerne kan koncentrere sig om børnene i stedet for at tale i telefon i de travle morgentimer, hvor der bliver kommunikeret på kryds og tværs.

Mette Ludvigsen, der er leder ved Rindum Børnehus i Ringkøbing, er glad for tiltaget, men hun ved samtidig, at implementeringen af minInstitution kommer til at tage tid.

”Mange forældre har taget systemet til sig. Det er et nyt system, så hvis der står nogle forældre, som er i tvivl om, hvad de skal, så hjælper vi naturligvis, alt det vi kan,” siger hun.

Stor opbakning fra forældre

Mette Ludvigsen er glad for den positive reaktion fra forældrene, og hvor hurtigt det går med at vende sig til det nye system.

”Forældrene er så meget på digitale medier alle steder, så de kan det faktisk hurtigere end mange af os, der rent faktisk sidder med det. Den nye skærm og en kort vejledning blev sat op mandag morgen, og samme eftermiddag var der allerede billeder af mange af børnene i systemet. Det er fantastisk,” siger hun.

På trods af den gode start og udsigten til mere tid med børnene, så ved Mette Ludvigsen godt, at det er en proces, der kommer til at tage tid.

”Det skulle jo gerne frigøre nogle hænder til at være sammen med børnene. Det tror jeg på, at det på sigt kommer til at gøre,” siger hun.