En gammel fiskers udsigt

Jørgen ‘Jøsse’ Nielsen tilbringer hver dag det meste af sin tid på at nyde udsigten ud over havet. Den udsigt har kommunen nu bragt i fare.

Udsigten fra Jørgen Nielsens fiskerhytte, der snart vil blive blokeret af både.

Udsigten fra Jørgen Nielsens fiskerhytte, der snart vil blive blokeret af både.

Af Mathias Bundgaard og Jon Tolstrup Jensen, 1. oktober

Nede ved Ringkøbing Fjord, lige for enden af den hyggelige brostensbelagte Grønnegade, ligger en samling små røde fiskerhuse. Den flotte udsigt ud til fjorden deler de med den store murstensbygning på bakken ved siden af – det er byens rådhus. De små huse bliver brugt af fiskerne til opbevaring af udstyr samt masser af samvær efter en lang dag på havet.

“Vi kalder os indianerlejren,” siger Jøsse inde fra sit fiskerhus. Egentlig hedder han Jørgen Nielsen, men det er der ingen, der kalder ham. Selvom den nu pensionerede fisker er kommet fast i lejren, siden han var en lille dreng, er der mange, der slet ikke kender hans rigtige navn.

“Alle hernede kalder mig Jøsse, sådan er det”, siger han med meget langsom stemmeføring og blikket fast rettet mod havet omkring ham. Det hav, han har dedikeret sit liv til.

Jørgen har haft fiskerhus i lejren i over halvtreds år, men han ser sig ikke som indianerlejrens høvding.

“Alle er lige her”, siger han.

Jørgen har sejlet som fisker i Ringkøbing Fjord, siden han var 13. I dag er han pensionist. Det blev han for syv år siden, da han fik koldbrand i begge ben og måtte få dem amputeret.

Jørgen "Jøsse" Nielsen. I baggrunden står øllene klar til et besøg fra vennerne

Jørgen “Jøsse” Nielsen. I baggrunden står øllene klar til et besøg fra vennerne

Jørgens båd hed ‘La Mer’, det franske ord for havet. I dag er båden solgt og skiftet ud med en kørestol, men det lille hus i ‘indianerlejren’ har han beholdt. Det vil han ikke undvære. Og huset er da også fyldt med minder fra tiden som fisker. På væggen hænger fotografier af glade stunder i selvsamme skur, og et par postkort med nøgne damer, som Jøsse har fået foræret af nogle andre sømænd.

“Jeg kommer her hver dag. Det er rigtig hyggeligt hernede. Et godt sted at sidde og nyde udsigten,” siger han.

Vinteren ødelægger udsigten
Hvert år bliver lystbådene i Ringkøbing trukket op på land, når det bliver vinter. I år vil de ikke blive placeret i havnen, derimod vil bådene blive placeret foran fiskehusene, men faktisk kunne de lige så godt blive placeret foran rådhuset lige ved siden af. Det irriterer beboerne i indianerlejren, der føler, at politikerne udnytter deres magt. Udsigten over havet bliver nydt af mange af fiskerne, og især af Jørgen.

“Skibene kunne lige så godt blive lagt foran rådhuset. Det ligger jo også ud til vandet, men de vil ikke have ødelagt deres udsigt. Så det skal gå ud over os menigmænd,” fortæller Jørgen.

En stille dag i "indianerlejren".

En stille dag i “Indianerlejren”.

Vinteren gør det altså svært for Jørgen at være forbundet med dét hav, som har defineret hans liv, siden han var barn, og som i dag stadig er en stor del af hans liv. For mange virker det ligegyldigt, at man ikke har en havudsigt i et par måneder, men for Jørgen er det en stor del af hans dagligdag, der forsvinder.

Men Jørgen gider ikke at sidde og bekymre sig for meget over den forestående vinter. Han vil hellere se tilbage på en sommer, som var helt fantastisk, konstaterer han uden at fortrække en mine.

“Vi sad her i solen og drak øl hele tiden, det var vældigt,” siger han. Jørgen har nemlig altid en bajer og en sømandshistorie på lager til fiskerne, når de vender hjem til lejren efter en dag på havet, men han er begyndt at tage seks kroner for en øl.

“Jeg er jo trods alt pensionist,” siger han.

Men om under to uger fylder Jørgen 67, og der er bajerne selvfølgelig gratis for dem, der har tænkt sig at kigge forbi. Generelt er Jørgen tilfreds med tilværelsen, selvom det er slut med at sejle, og hans gode udsigt er i fare. Lidt vemod er der dog at spore.

“Jeg savner at sejle over fjorden,” siger han.